|

Profil
Firmaoplysning
Producenter
Vine
Aktiviteter
Vinvurderinger
Vinpassiaren
Retur forside
|
La Morandina
Giulio Morando er den unge
og kompromisløse figur bag dette lille domæne. Specialet er Moscato d'Asti
af meget høj kvalitet, men stoltheden er de to forskellige Barbera d'Asti,
Zuchetto og Varmat. Zuchetto er den letteste, da vinstokkene er meget unge
og soleksponeringsforholdene mindre ideelle. I kælderen får Zuchetto knap
så lang tid i gæringstanken og temperaturen holdes lav for at bevare den
friske og meget typiske Barbera-aroma. Med Varmat er alt anderledes. Denne højtliggende
vinmark (ca. en hektar) er perfekt soleksponeret (syd-sydvest-vendt) og
desuden ret stejl. Det vigtigste kendetegn ligger imidlertid i vinstokkenes
høje alder og den stenholdige og veldrænede jord.Gennemsnitsalderen på
stokkene er ca. 50 år; flere er over hundrede år gamle. På grund af
stokkenes lave ydelse og en manisk, grænsende til sindsyg beskæring og
selektering var udbyttet i årgang 97 bevidst holdt nede på ca. 10-12
hl/ha! Det var for at yde årgangens perfekte sukkerkoncentration retfærdighed.
Varmat ligger ca. halvandet år på nye franske egefade og aftappes
ufiltreret. Det er muligt at Giacomo Bologna er Barberaens konge, men konger
kan og skal i visse tilfælde afsættes. Giulio Morando laver vin efter
denne verdens strammeste foreskrifter, noget som kun de mest dedikerede
vinmagere har modet og viljen til.
|